Yes, i sidste runde af drømmeholdet fik jeg maks point af alle og fik mig skubbet frem til en 3. plads. Jeg skulle bare lige have valgt Trulli som talentkører istedet for Nakajima. Nå ja, helt perfekt kan det aldrig være. Nu gælder det om at holde momentum til Barcelona. Og hvad mener I lige om Max Mosley skandalen - hehe, den er ikke for god - den gamle gris …

Jeg har lige læst Lones blog og tager opsangen vedrørende mellemrum mellem de tre prikker til eftertanke,  så mine overskrifter  fremtiden bliver grammatisk korrekte. Det blev trods alt skrevet med store bogstaver, at det er ukorrekt (næsten lige så udtryktsfuldt som !, eller måske endda mere …). At man ikke kan skrive “linie” eller “linje”, som man har lyst til, er nyt for mig. Og jeg er faktisk lidt ked af, at “linie” er blevet afskaffet, da jeg altid har foretrukket ie-formen, så da forbliver jeg nok lidt gammeldags og vil fortsætte med at bryde retskrivningsloven. 

Hotel Fox - enten er det et supertrendigt og overfedt sted, eller så er det totalt kikset og smagsforvirret. Men det må komme an på en prøve, for det er der, Lars og jeg skal tilbringe Valentinsdag. Det er nu ikke fordi vi dyrker Valentinsdag, snarere modsat, men det hænger sammen med vores cure-koncert på onsdag (som I måske har læst om i Lars’ blog), og vi tager et par dages ferie i staden i forbindelse med koncerten, som tilfældigvis omfatter d. 14 februar. En anden koncert, som jeg lige vil vende tilbage til, inden jeg fortsætter med mit næste blogemne, er Figurineskoncerten i torsdags. Detaljer omkring koncerten finder I i Lars’ blog, så jeg vil alene sige noget om oplevelsen. Og som jeg allerede lagde op til i sidste blogindlæg, så skuffede Figurines ikke. De var veloplagte, sjove og musikken var af sublim kvalitet som altid. De startede deres dk-tour i Esbjerg, og opstarten på Tobakken tyder godt for de næste koncerter, så hvis de kommer forbi et spillested nær dig, så tag ind og se/høre dem. Nogen gange er det mest interessante ved koncerter omvarmningsbands’ene. Enten så stinker de langt væk, eller så er de superinteressante og man bliver glædeligt overrasket. Og det var tilfældet i torsdags. Twins Twins hed opvarmninsbandet, der spillede musik med gitaren i centrum og som ikke var bange for at lave et par querky moves på scenen. De har kontrakt med Morningside Records, så hold øje med Twins Twins næste gang du er i en pladebutik - det vil jeg hvert fald gøre. Men det er jo weekend, og alt skal ikke handle om musik, nu hvor jeg sidder foran computeren og skriver mens solen skinner. For det næstvigtigste efter musik er mad. Og især mad som man får meget sjældent. Nu kommer jeg fra en egn, hvor vi har vores særlige retter, der hører årstiden til, og som man nok skal være voket op med for at kunne se det geniale i. Det mener hvert Lars, men han skal nødigt snakke med det underlige norske mad han tilbeder. Jeg er født på Als, og det bedste man kan servere for mig i denne kolde, mørke tid er grønlangkål med kålpølser og hamborgryg. Og det skal naturligvis være grønlangkål som min mor laver den, for det varierer enormt fra slægt til slægt, hvordan denne grønne kål tilberedes, men den eneste rigtige er altså Kirsten Nicolaisens. Om et par timer sætter jeg mig i vores fantastiske Toyota, mens Lars får glæden af en aften/nattevagt på Esbjerg sygehus, og sætter kursen mod det sydøstlige hjørne af Jylland, hvor min smukke hjemstavnsø Als ligger. Og kl 19 i aften vil jeg smæske mig i grønlangkål, som kun mor kan lave den, uhmm.

Efter utallige opfordringer har jeg nu taget mig sammen til at sætte mig foran computeren og skrive mit allerførste blogindlæg nogensinde. Inden jeg dog kommer for godt i gang med at skrive om flygtige tankerækker og min holdning til dette og hint, vil jeg rette en tak til Jonas, vores vennekreds’ absolut uundværlige computernørd, der har hjulpet til med at skabe dette fantastiske site - Tak! Og da fik jeg så også med det samme brugt det ene udråbstegn, jeg har tilrådighed i mit liv som skribent. Jeg lover fra nu af, at jeg aldrig mere vil bruge udråbstegn i denne blog. Der er rigeligt med mennesker i denne verden, der åbenbart mener, at alt skal råbes ud i skriftsproget, hvilket er en total misforståelse, idet de færreste sjældent virkelig har brug for at “råbe” noget som helst - brug hellere energien på klare formuleringer til at få budskabet igennem. Nå, men min passion for at mindske misbruget af udråbstegnet var egentlig et sidespor. Det, der har holdt mit humør oppe i dag siden kl 16 hvor jeg stadig havde en laaang halv time tilbage på arbejde, er visheden om, at på torsdag sker det noget fantastisk. Da kommer Figurines til denne forblæste vestkystby og giver koncert på Tobakken, og jeg skal se dem sammen med min kære husbond. Figurines, og for den sags skyld også min mand, er garant for en forrygende aften, og jeg forventer mig meget af koncerten baseret på mine tidligere koncertoplevelser med Figurines, så det kan kun blive en succes. Men succes eller usucces, så skal jeg nok berette om det her på bloggen efterfølgende. Dette forår byder i det hele taget på en række musikalske oplevelser, der har format til at blive legendariske. Jeg skal se Spleen United, Editors på Train og selveste The Cure i Forum. Det eneste, der kan toppe de oplevelser, ville være at overvære et formel 1 løb, hvilket vi også har planer om senere i år, men det er en helt anden historie, eller nærmere blogindlæg…